Efterlønsreformen får også betydning for seniorjobordningen. Ordningen bliver bevaret, men tidspunktet for, hvornår man kan gøre brug af ordningen, ændrer sig for mange.
Seniorjobordningen giver ret til at få et job i kommunen på almindelige ansættelsesvilkår, hvis du opbruger din dagpengeret mindre end 5 år før efterlønsalderen.
Før efterlønsreformen betød det, at du kunne få et seniorjob hvis du var fyldt 55 år. Fremover bliver efterlønsalderen hævet for mange grupper. Det betyder, at alderen for, hvornår du kan få et seniorjob, også bliver højere, fordi du tidligst kan få et seniorjob 5 år før du kan gå på efterløn. Hvis du f.eks. kan gå på efterløn som 62-årig, kan du derfor tidligst få tilbudt et seniorjob som 57-årig.
Seniorjob og finanslovsaftalen for 2013
Som følge af finanslovsaftalen for 2013 blev det muligt for en afgrænset gruppe at opnå ret til seniorjob - selvom der er mere end 5 år til efterlønsalderen. Det drejer sig om personer, der opfylder disse tre betingelser:
- født i perioden 1. juli 1955 – 31. december 1957
- opbruger dagpengeretten i perioden 1. januar 2012 – 30. juni 2013
- er fyldt 55 år, når dagpengeretten opbruges
Kilde: L78 som vedtaget
Hvis du stopper med indbetaling til i efterlønsordningen, mister du samtidig retten til at få et seniorjob.
I figuren nederst kan du se hvordan aldersgrænserne som hovedregel er, i forhold til hvor gammel du er. Her kan du også se, at alle, der er født i 1954 og derefter, bliver berørt af ændringerne.
Udpluk af reglerne for ret til seniorjob.
- Din bopælskommune har pligt til at ansætte dig i et seniorjob i kommunen, når du opfylder betingelserne. Du skal selv sende en ansøgning til kommunen - der er ingen blanketter. Du kan tidligst søge 3 måneder før og senest 2 måneder efter din dagpengeret udløber.
- Kommunen skal tilbyde ansættelse i seniorjob på fuld overenskomstmæssig arbejdstid til personer, der er fuldtidsforsikrede og 30 timer om ugen til deltidsforsikrede.
- Kommunen fastsætter seniorjobbets indhold og omfang efter samtale med dig og bl.a. under hensyn til dine kvalifikationer og interesser.
- Løn- og arbejdsvilkårene skal være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.
- Seniorjob er støttet arbejde og kan derfor ikke berettige til en ny dagpengeret.
- Når du er i seniorjob skal du være tilmeldt uden ydelse i jobcenteret og du skal tage imod formidlet arbejde. Får du ordinært arbejde og bliver uforskyldt ledig, har du fortsat ret til seniorjob. Men hvis du genoptjener en ny ret til dagpenge, bortfalder din ret til seniorjob.
Kilde: Lov om seniorjob
Udpluk af regler for a-kasser og kommuner
- A-kasserne skal vejlede om evt. ret til seniorjob til relevante medlemmer.
- Ansættelse af personer i seniorjob skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte i den pågældende kommunale virksomhed.
- Kommunen får et årligt tilskud fra staten på 132.018 kr. (2013) pr. helårsstilling i et seniorjob.
- Kommunen får herudover via bloktilskuddet fra staten, de resterende lønomkostninger, samt kommunens udgifter i forbindelse med administration af ordningen, dækket. Kommunerne har således reelt ingen udgifter forbundet med ansættelsen af seniorjobbere.
Kilde: Lov om seniorjob